Du er her  » Hovedmenu » Karup område » Landsbyerne » Havredal Udskriv

 

Havredal

 

 

Landsbyen Havredal er beliggende på den store Alheden i Midtjylland.

 

I den jævne hedeslette findes et net af skarpt afgrænsede og fladbundede dale, udformet under den allersidste del af istidens afsmeltninger. 

Flere af disse dale er tørdale som Hjortdal, Rabisdal og Stendal, mens andre har rindende vandløb i bunden.

 

Til disse dale knytter sig de ældste bebyggelser på stedet og der findes mange oldtidsminder

i hele området. Ligesom senere bebyggelser og udflytninger er grupperet omkring disse.

 

Lyngheden der tidligere dækkede næsten hele området er forsvundet siden den første

bebyggelse i nyere tid ved Havredal fandt sted i 1759.

Havredal har en unik oprindelse, da den er grundlagt med statsstøtte til tyske kolonister der skulle opdyrke heden. 

 

Det blev besluttet at opføre 30 gårde i Havredal og senere 30 gårde længere mod vest ved

Grønhøj.

Landsbyen i Havredalen fik navnet "Frederikshede" og landsbyen ved Grønhøj fik navnet "Frederikshøj". Der blev opført flere bebyggelser på heden og alt i alt omfattede byggeriet

på Alheden hen ved 100 gårde, og de sidste gårde stod færdige i 1762.

 

Da tyskerne ønskede at bo i byer, blev jorden fordelt således at markerne kom til at ligge i stjerneform fra byen. Hver enkelt gårds marker begyndte således ved gården og strakte

sig langt ud på heden. Dette betød at der blev lang vej fra gården ud til de yderste marker.

 

Man begyndte derfor i 1778 at udflytte gårdene fra byerne til mindre kolonier på 2-4 gårde.

Havredals naturskønne beliggenhed og dens unikke historiske oprindelse giver Landsbyen

sin identitet og må betegnes som et specielt kulturmiljø.

 

Havredal - Forpost til det åbne land

 

Borgerne i Havredal har ingen intentioner om, at

landsbyen skal udvikle sig med villakvarterer og traditionelle udstykninger.

 

I Havredal skal man kunne det, man ikke kan i et parcelhuskvarter. Det skal være naturligt, at have dyr i baghaven, og dyrke sine egne grøntsager.

Havredal er en  landsby, hvor man er et med naturen og hvor landbruget er en naturlig del.

 

Havredals borger ønsker en begrænset udvikling af Havredal med fokus på de specielle kvaliteter

byen har.

 

Generelt skal der sættes fokus på Havredal som en levende landsby med engagerede borgere.

 

Alle tiltag og udbygninger skal ske med stor respekt for landsbyens oprindelse og det unikke

kulturmiljø.

Borgerne i Havredal vil  tage hånd om deres landsby og gøre den til en mere levende og

smuk landsby.

 

Det blev konkluderet på et borgermøde der blev afholdt i Kultur– og Forsamlingshuset

den 24. oktober 2006, hvor en række borgere var mødt op for at diskutere byens fremtid.

 

Havredal Borgerforening havde taget initiativet, og havde inviteret borgerne til at komme med idéer og forslag til, hvor Havredal skal bevæge sig hen i de kommende år.

 

Læs hele landsbyplanen fra Havredal her.

 

Foreninger   
Havredal og Omegns Landsbyforening

 

 

 

 

©2006 Viborg Landdistrikter - Grobund ApS
degngrafik.dk