|
Låstrup i dag
Låstrup ligger på nordsiden af Simested Ådal. Syd for byen ligger engene og åen, mens landskabet mod nord rejser sig mod et højere liggende plateau. Låstrup ligger lige på denne markante landskabelige overgang mellem de lave enge og det mere kuperede bagland, og beliggenheden er i høj grad med til at give byen karakter.
Den oprindelige bebyggelse består af mindre landsbyhuse og en række gårde, hvoraf flere er helt eller delvist bevarede. De mest markante nye indslag i den oprindelige bebyggelse er den tidligere skole, som i dag rummer ”Kulturcenter Værestedet” (lokalt kultur-/ medborgerhus), samt en mindre parcelhusbebyggelse umiddelbart nord for bygaden.
I bymidten ligger et gammelt savværk, der i dag drives som en tømrervirksomhed. Området er karakteristisk, fordi lagerbygningerne, hvoraf flere er bygget i træ, giver en særlig, næsten svensk stemning.
Nord for denne oprindelige bydel ligger et tæt-lav byggeri, Vieland, som en slags koloni med sin egen struktur og bebyggelsesstil. Området er attraktivt, da man her kan leje en bolig med tilhørende jordstykke og staldbygning. Man kan altså holde hest, får eller andre dyr i lejligheden.
Vest for Løgstørvej ligger Vejlebakken, et område med parcelhuse, der for mange af husenes vedkommende blev bygget af egnens landmænd, når de solgte gården. En form for aftægtshuse, der er flyttet til byen. Ét af husene har tilmed bevaret den gamle aftægtskontrakt med betingelser om at levere tørv, kød, og andre daglige fornødenheder.
Byen består primært af fritliggende ejerboliger, men blandt andet på Vieland og i den "gamle brugs" er der også lejeboliger.
En improviseret stiforbindelse giver adgang fra Vejlebakken til sportspladsen, som ligger nordvest for den oprindelige landsby.
Låstrup har i det store og hele bevaret en karakteristisk vejby-struktur, og den oprindelige placering i landskabet ses endnu. Bebyggelsen starter således præcis der, hvor terrænet begynder at hæve sig, så ingen bebyggelse ligger på selve engterrænet.
Følgende bygninger er med til at give byen karakter, den hvidkalkede kirke og den oprindelige skole med de karakteristiske murede pilastre (halvsøjler), samt den gamle mejeribygning ved Løgstørvej. Herudover findes en del bygninger udført i marksten, hvilket også er med til at give byen sin karakter.
Der er 3 km til Skals, hvor egnens skole og butikker med daglige fornødenheder findes. I Låstrup er der mange aktiviteter og flere samlingssteder. Udover idrætsforeningen kan nævnes medborgerhuset Kulturcenter Værestedet med meget gode faciliteter, samt byens forsamlingshus og Informationscentetet i Enghaven. Byen er altså præget af et aktivt foreningsliv og et godt sammenhold.
Der er mulighed for børnepasning i form af dagplejemødre, og lidt udenfor byen ligger skovbørnehaven Fredly.
Fakta om Låstrup
Indbyggertal Der er ca. 200 indbyggere i Låstrup by og 420 indbyggere i Låstrup sogn.
Navnet "Lå" betyder rende ved kysten og "strup" er en gammel betegnelse for en samling huse.
Materialer:
- Låstrup Borgerplan (PDF fil)
- Låstrup Folder (PDF fil)
- Låstrup Plakat (PDF fil)
- Låstrup-Skringsrup Kirkesti folder (PDF fil)
|