Du er her  » Hovedmenu » Møldrup område » Landsbyerne » Skringstrup Udskriv

 

Skringstrup i dag


Landsbyen Skringstrup ligger mellem to ådale (Skals Å og Simested Å), hvilket er med til at præge området. Byen er blevet til ved udflytning af gårde fra Nedre Skringstrup. Særligt Simested Å er med dens bugtede forløb en god fiske å, og er sammen med et rigt plante- og dyreliv et plus for området. Derudover er der bl.a. følgende seværdigheder og ”naturrigdomme” i området: Borup Hede, Hvolris Jernalderpark, Holmegård (privatejet gammel herregård).


Der er omkring 80 husstande i Skringstrup (inkl. Nedre Skringstrup) og befolkningstallet er svagt stigende. Der er i de senere år sket en del udskiftning, og der er kommet flere yngre familier både med og uden børn til byen. Boligudbuddet i byen er enfamiliehuse, der er ingen almennyttige boliger og kun ganske få lejeboliger (privat udlejning).


Landsbyen er bl.a. kendetegnet ved en stor møbelfabrik med ca. 120 ansatte i byen (en af firmaet Tvillum Scanbirk’s fabrikker), et ferie- og kursuscenter (i den gamle skole). Af andre erhverv kan nævnes en chokoladefabrik, som laver økologisk chokolade. I området er der også rideskole og en del stutterier. Derudover er der en række mindre håndværksvirksomheder og landbrugsbedrifter. Rideskolen tiltrækker folk fra et relativt stort opland og er et attraktiv for området. Derudover er de relativt lave boligpriser, naturen og det at der er ”højt til loftet” kvaliteter ved byen.


Der er ingen dagligvarebutikker i byen, men et sadelmageri lidt uden for byen sælger lidt blandede varer. Børnene fra området hører til skolen i Skals. De mindre børn passes i børnehaven i Skals eller Skovbørnehaven i Låstrup. Der er kollektiv trafik til Skringstrup ved Bus 66 (Viborg-Møldrup-Skals), der også fungerer som skolebus.


I Skringstrup er der to foreninger hhv. forsamlingshuset og vandværket. I forsamlingshuset holdes enkelte faste årlige arrangementer, såsom høstfest, vinterfest mv.


Børnene fra området dyrker idræt og går i skole i Skals, så en del arrangementer holdes der. Rideskolen i Nedre Skringstrup afholder også årligt nogle arrangementer for brugerne. Låstrup er derudover en del besøgt mht. til de voksnes fritidsaktiviteter. Der er bl.a. aftenskole og en hygge-/aktivitetsstue.

Fakta om Skringstrup:


Indbyggertal Der er ca. 80 husstande i Skringstrup inkl. området Nedre Skringstrup.


Boliger: Det er primært ejerboliger. Få huse udlejes (privat udlejning).


Erhverv: Scanbirk møbler (ca. 120 ansatte), smed, serviceudlejning, tømrer, skiltefabrik, standbygger/skilte, chokoladefabrik (økologisk chokolade), sadelmager, ferie- og kursuscenter, forsamlingshus, vognmand, erhvervslandbrug, IT-firma, psykolog, fysioterapeut, rideskole og flere stutterier i området.


Butikker: Sadelmageri - hvor der sælges blandede varer fx slik og legetøj men ikke dagligvarer. Skals er den primære indkøbsby når det gælder dagligvarer.


Skole: Børnene fra Skringstrup hører til Skals Skole (ca. 4 km). Den gamle skole i Skringstrup er i dag Ferie- og kursuscenter.


Børnepasning: Der er en dagplejemor i området. De ældre børn fra området bliver passet i Skovbørnehaven i Låstrup eller børnehaven i Skals.


Kollektiv trafik: Busrute 66 (Viborg, Møldrup, Skals) kører gennem byen og fungerer ligeledes som skolebus.


Foreninger: Forsamlingshusforening, Vandværksforening Mødesteder Forsamlingshuset, Skringstrup

 

Materialer:

 

- Skringstrup Folder (PDF fil)
- Skringstrup Plakat (PDF fil)


©2006 Viborg Landdistrikter - Grobund ApS
degngrafik.dk