Vester Tostrup i dag
Vester Tostrup var i gammel tid (før jernbanen kom) egnens ”hovedby". Landsbyen ligger tæt på Tulsbjerge og Simested Å, hvor der er gode fiskemuligheder.
Der bor ca. 60 indbyggere i landsbyen og befolkningstallet har længe været nogenlunde stabilt. Der er ingen almennyttige boliger i byen og kun ganske få huse udlejes privat. Når der er tomme huse bliver de ret hurtigt solgt takket være den gode beliggenhed og de fornuftige huspriser. Husene i byen er generelt i god stand, og de få saneringsmodne huse er blevet opkøbt af kommunen. Foruden enkelte landbrugsbedrifter er der firmaet KN Kornteknik, en elinstallatør og en kok i byen.
Byen har ingen butikker, skole eller børnepasningsmuligheder. Der er i dag ikke så mange børn i byen, mens de ældre bliver boende så længe som muligt. Børnene fra området hører til skolen/børnehaven i Møldrup. Bus 66 (Møldrup-Viborg) kører jævnligt i området og er en af grundende til at ældre kan blive boende længe i området.
På foreningssiden er der en borgerforening, en jagtforening, vandværket og forsamlingshuset. Foreningslivet (med høstfest, fællesspisninger mv.) fungerer godt og er med til at holde liv i byen. Der er god opbakning til arrangementer - også fra en del af oplandet og fra folk der tidligere har haft tilknytning til området.
Naturen, nærheden til motorvejen, sammenholdet, de mange ildsjæle, en god opbakning til arrangementer og mange velholdte og alligevel relativt billige huse hører til byens primære kvaliteter.
Fakta om Vester Tostrup
Indbyggertal: Ca. 60 personer
Boliger: Primært ejerboliger, ingen almennyttige boliger
Erhverv: Smede- og maskinværksted, elinstallatør og kok
Butikker: Nærmeste indkøb i Møldrup (1 km)
Skole: Folkeskolen i Møldrup (1 km)
Børnepasning: Nærmeste institution er i Møldrup (1 km)
Kollektiv trafik: Busrute 66 (Viborg-Aalestrup) med 10 afgange på hverdage.
Foreninger: Borgerforening, Jagtforening, bestyrelser for hhv. vandværk og forsamlingshus.
Materialer:
- Vester Tostrup Folder (PDF fil)
- Vester Tostrup Plakat (PDF fil) |