Du er her  » Landdistriktsråd » Landdistriktsråd » Projekter Udskriv

  
  
  
  
  
 

 

Projektbeskrivelse

 

1.    Titel

                Viborgs landdistrikter – en ny og samlet strategi

 

2.    Projektansvarlig

Projektet afvikles i et samarbejde mellem landdistriktsorganisationerne i Viborg Storkommune, men forankres i Tjele Landsbyråd.

 

 

3.    Økonomisk ansvarlig

Tjele Landsbyråd.

 

4.    Formål

Projektets formål er på den ene side at samle op på de processer, som hvert af de seks landdistrikter har gennemgået til dato, med henblik på at etablere et fælles samarbejde på tværs af lokalområderne og landsbyerne. På den anden side skal projektet, med afsæt i en strukturdebat, definere en strategi for landdistrikterne i Viborg Storkommune. 

 

5.    Målgruppe

Landsbyerne og deres borgere i de seks nuværende kommuner – Bjerringbro, Tjele, Viborg, Fjends, Karup og Møldrup. Herefter lokalområder i Viborg Storkommune.

 

 Kort Viborg kommune

 6.    Baggrund 

 

Viborg Storkommune består af kommuner Bjerringbro, Tjele, Viborg, Fjends, Karup og Møldrup, der hørte under Viborg Amt.

Kommunen får et indbyggertal på ca. 90.500. Fordelingen ligger med knap 65% af indbyggerne bosiddende i landdistrikterne.

 

De 6 lokalområder har hver deres historik i forhold til udvikling af landsbyerne. I Møldrup og Tjele er der vedtaget en landdistriktspolitik og landsbyerne er organiseret i Landsbyråd. I de øvrige kommuner er der ikke vedtaget en landdistriktspolitik. I Bjerringbro er landsbyerne organiseret i organisationen Landsbykæden, hvorimod en egentlig organisering af landsbyerne først er iværksat indeværende år i de øvrige kommuner med undtagelse af Viborg. Der er nu stiftet Landsbyråd i Karup og Fjends kommuner.

 

Møldrup og Tjele kommuner har i perioden 2000 til 2006 været et Leader + indsatsområde, hvilket har medført en ændret kultur blandt landdistrikternes ildsjæle. De har i disse kommuner tilegnet sig kompetencer inden for projektudvikling og projektstyring.

Ved kommunesammenlægningen forudses en skævvridning af landdistriktsudviklingen i Viborg Storkommune. Det skal ses i lyset af de markante kompetenceforskelle blandt ildsjælene og den store forskel der er i organisationsstrukturen. 

 

Det er derfor af afgørende betydning for den fremtidige landdistriktsudvikling i området, at der skabes en fælles platform og strategi.

 

7.    Indhold og arbejdsmetode

Projektet er delt i to faser, som er:


Fase 1 – Organisationsudvikling og netværksdannelse

Fase 2 – Strategiudvikling og dialog

 

Fase 1 – Organisationsudvikling og netværksdannelse

Fase 1 er primært en indadskuende proces, der har til formål at tydeliggøre og afdække de udviklingsområder de enkelte geografiske områder, såvel som de organisatoriske instanser skal fokusere på. Med fokus rettet mod disse udviklingsområder, og med reel udvikling af disse, bliver det muligt at arbejde hen i mod det egentlige fælles mål: Samarbejde i en fælles organisation. For at opnå dette fælles mål, skal de forskellige dele af organisationen igennem en individuel og en fælles proces. Denne proces skal forstås og arbejdes med på tre niveauer.
 

1.    Landsbyerne. På det helt nære plan hvor landsbyborgerne inddrages. Der har været afviklet udviklingsværksted i en del landsbyer. I nogle landsbyer er det nødvendigt med en opsamling på de tidligere afholdte udviklingsforløb, ligesom der er et behov for bistand til at iværksætte/gennemføre en række milepælsprojekter. Her kan der også være fokus på de blødere emner, som for eksempel foreningsudvikling, netværksfora, bestyrelseskurser mv. i den enkelte by. I andre dele af den nye storkommune er det nødvendigt at afholde udviklingsværksteder i landsbyerne for at fremme processen og tilvejebringe et grundlæggende materiale til den fremadrettede proces.
 

2.    Landsbyrådene – forstået som de 5 gamle kommuner og landdistrikterne i den nuværende Viborg kommune. På dette niveau skal der arbejdes med at styrke landsbyrådene som koordinerende og katalyserende netværksskabende aktører i de seks lokalområder. Dette betyder at landsbyrådene i langt højere grad skal have en mere udfarende rolle i forhold til landsbyerne. Landsbyrådet skal være aktivt, synligt og engageret, med henblik på at skabe større aktivitet og trivsel.
 

3.    Landdistriktsrådet som overordnet og samlende instans, med repræsentanter fra de forskellige landsbyråd (se nedenstående organisationsdiagram), skal igennem en proces, hvor det finder sit ståsted. Det handler i høj grad om rolleafklaring, både internt og eksternt, og især om opdyrkelse af fælles vision, kultur og procedurer. På den måde får landdistriktsrådet skabt et fælles udgangspunkt for landsbyernes enkelte råd og borgere.

 

Ovenstående opnås ved gennemførelse af følgende konkrete indsatser:
 

Udvikling for Landsbyrådene

De 5 lokalområder har som tidligere beskrevet meget forskellige udgangspunkter. Der er derfor behov for at lave en skræddersyet indsats i hvert enkelt lokalområde, således at dette bliver rustet til at kunne samarbejde i et fælles råd på tværs af lokalområderne og disses landsbyer.

Den nuværende Viborg kommunes landdistrikter søges optaget i de 5 landsbyråd.

 

Der gennemføres et forløb for de enkelte landsbyråd. I dette forløb vil hvor hovedpunkterne være

·         Rolleafklaring i forhold til landsbyerne

·         Rolleafklaring i forhold til det overordnede Landdistriktsråd

·         Rolleafklaring i forhold til Kommunen

·         Udvikling af en lokal plan for landsbyrådets arbejde

 

Etablering af Rådgivningsfunktion

Landdistriktsrådet etablerer i samarbejde med Viborg Kommune en rådgivningsfunktion for de frivillige projekter. Funktionen skal lette adgangen til det offentlige og virke som en ”guide” for projekterne. Efter en konkret vurdering kan rådgivningsfunktionen hurtigt tilbyde projekterne forskellige former for ekstern rådgivning. Den kan f. eks udføres af en proceskonsulent, advokat, revisor, arkitekt mfl.

 

 

Netværk og samarbejde

Der skal nedsættes og opdyrkes interessenetværk mellem landsbyerne. Disse netværk skal på den ene side være med til at styrke de interne kompetencer i landsbyerne og via erfaringsudveksling kvalificere de projekter der er i byerne, og på den anden side virke som brobygger og fælles kulturopbygger.

Målet er også at bryde med kulturen ”dem-os”, hvor kommunen står på den ene side og landsbyerne på den anden. Landdistrikerne i Viborg kommune repræsenterer befolkningsmæssigt en stor del af den nye kommune, men planlægningsmæssigt vil landdistrikterne indgå på lige fod med en række andre råd og samvirker i kommunen. Ved at udvikle en selvstændighedskultur i landdistrikterne skal samarbejdet mellem landdistrikter og kommunen styrkes, således at landdistrikter og kommune i fællesskab kan skabe synergi.

 

Koordinerende netværksfunktion

Med Landdistriktsrådet som initiativtager etableres et netværk blandt de frivillige projekter. Netværket understøttes af en netværkskoordinator, hvis primære opgave er at være sekretær for netværket og koordinerer netværkets virke.

Netværket forankres i Landdistriktsrådet og de fem lokalområder, der fungerer som repræsentanter for alle landsbysamfund. Netværket skal råde over en økonomisk ramme, således det lejlighedsvis kan engagere professionel rådgivning, der kan tilføre det samlede netværk specifik viden.  

 

 

Fase 2 – Strategiudvikling og dialog

Tjele og Møldrup i samarbejde formuleret en landdistriktspolitik, mens Karup og Bjerringbro i efteråret 2006 arbejder på udviklingen af en vision for landdistrikterne – arbejdet i Karup og Bjerringbro varetages af Landsbyrådene. Lokalområdernes landdistriktspolitikker er et vigtigt dialogredskab for samarbejdet mellem landsbyer og kommunen.

 

På basis af de processer der iværksættes i de lokalområder der mangler og de planer der er udarbejdet for de øvrige, skal det hele samles i en ny fælles strategi og politik.

Strategien skal samle og udvikle potentialet og visioner for Viborg kommunes landdistrikter.

 

Udvikling af model til at levere landdistrikternes input til kommunens og regionens planlægning

Landdistrikterne ønsker at udvikle et nært og gensidigt samarbejde med Viborg kommune. Der skal udvikles en model for metodisk udvikling af visioner, strategi og planer for landdistrikterne i Viborg kommune. Modellen skal underlægges og synkroniseres med Viborg kommunes og Region Midtjyllands planlægning, således at landdistrikterne fremover leverer de nødvendige input til kommunens planer.

Dette strategiarbejde skal ligge hos Landdistriktsrådet, men foregå i nært samarbejde i med landsbyerne for at sikre en demokratisk forankring og udvikling.

 

Workshops – i fugleperspektiv

Som et led i processen med at give kommune og region landdistriktsinput skal der afvikles fire workshops indenfor emnerne turisme & erhvervsudvikling, børn & unge, bosætning & landsbyudvikling og infrastruktur. De fire workshops skal virke som pejlearrangementer, hvor

·         der leveres kvalificerede input udefra af eksempelvis eksperter, fremtidsforskere oa.

·         der udvikles klare visioner for de enkelte emner, der ser de enkelte lokalområder i en sammenhæng med Viborg kommune, regionen, EU og en globaliseret verden.

·         der formuleres konkrete fyrtårnsprojekter, der kan virke som inspiration for hele kommunen og fungere som løftestang for en generel udvikling i området.

 

 

 

Strukturdebat

Viborg kommune udgøres af fem lokalområder, en stor byer og et stort landdistrikt. Over halvdelen af borgerne i Viborg kommune bor i landdistrikterne. Strukturreformen og samfundsudviklingen generelt betyder, at der bliver flyttet på de demografiske centre.

 

Dette faktum rejser en række spørgsmål:

·         Hvilken rolle kommer Viborg og de andre mindre byer i kommunen til at spille?

·         Hvilke storbyer udenfor kommunen spiller en rolle i dag og fremover?

·         Hvordan bliver rollefordelingen mellem Viborg og de byer? 

 

8.    Deltagere / samarbejdspartnere

Landsbyer og deres borgere samt Viborg kommune. 

 

9.    Formidling

Via hjemmeside, mediaplan omfattende nyhedsbreve, pressemeddelelser etc. 

 

10.Tidsplan

Maj 2007 til november 2008

                                                                                                                                                     

11.Budget

Udvikling af landsbyrådene kr.  95.000
Etablering af rådgivningsfunktion og afholdelse af manglende  
Udviklingsværksteder  kr.  155.000
Bistand til projektudvikling  kr.  75.000
Netværk, samarbejde og inspiration. kr.  70.000
Koordinerende netværksfunktion kr.  35.000
Projektadministration, evaluering og revision  kr.  50.000

  

Der bevilges 420.000 kr. af Landdistriktspuljen juni 2007


    Hele projektbeskrivelsen til 830.000 kan downloades her   pdf (60 kb)


©2006 Viborg Landdistrikter - Grobund ApS
degngrafik.dk